MORTEN FISCHER

Siden jeg som 7 årig startede til klaverundervisning i Vordingborg musikskole, har klaveret været en fast del af mit liv. I starten var fokus på den klassiske klavermusik, med deltagelse i diverse klassiske konkurrencer, og igennem musiskskolens tilbud fik jeg smagt mere og mere på funk, salsa, underholdningsmusik m.m. Det endte med at jeg i 2007 blev optaget på MGK og tre år senere på Rytmisk Musikkonservatorium I København.

Mit første egentlige band startede ved et tilfælde i gymnasiet, og voksede sig til et 15 mands dansk-rap-party-cover-band, hvor jeg ikke sad ved tangenterne, men var den ene af de to frontrappere samt primus motor. Jeg opdagede en glæde og et talent for at fange og inddrage publikum og videreformidle musikken og orkesterets energi.

I løbet af konservatoriet kom trangen til at formidle mine egne tanker om livet. Jeg havde samtidig fået hul på New Orleans-klaveret efter i mange år at have elsket danske og udenlandske bands indenfor genren, uden egentlig at sætte mig ind I “hvad det var”. Det kulminerede i bandet NOLA LOVE, som siden har fået fantastisk luft under vingerne med masser af spillejobs. Det er mit nuværende hjertebarn og hovedprojekt ved siden af mange andre musikalske aktiviteter, hvor formidling i form af bl.a. instrumental- og sammenspilsundervisning samt teambuilding fylder meget.

Jeg er taknemmelig for at kunne leve af mit fag, og for at finde stor glæde i både at optræde og undervise. Målet med mit virke er, at skabe så mange ”strålende øjne” (Benjamin Zander) omkring det jeg laver, som muligt. Både hos mine medmusikere, mit publikum og mine elever. Taknemmelighed, refleksion, respekt og nysgerrighed er hovedingredienserne, og så tror jeg resten kommer af sig selv. Om det er performance eller undervisning er det altid vigtigt for mig, at dele den glæde jeg selv oplever ved musikken. At sætte tankerne i gang om hvem man er, hvad man laver, hvorfor man gør det, og så huske at nyde både resultat og proces.

Vi ses derude!
Morten

KONTAKT

Morten C. Fischer
Telefon 30290045
Mail mf@mortenfischer.dk